Er du blevet nysgerrig på, om Meneto er noget for dig? Du kan få en gratis rundtur i vores program herunder 👇

Ny redningskrans på 170 mia. kroner er kastet ud til danske SMV’er

By Amanda Nielsen

Opdateret den 4. februar 2021.

Corona trækker stadig dybe spor gennem det danske erhvervsliv, især nu når regeringen har forlænget nedlukningen af Danmark til den 28. februar. 

Den forlængede nedlukning betyder også, at regeringen kommer på banen med en ny kæmpe hjælpepakke til danske SMV’er. 

De nye hjælpepakker skal hjælpe SMV’erne igennem en svær tid, hvor mange er hårdt pressede på likviditeten.

Den nye hjælpepakke byder på tre nye tiltag:

  • Ny momslåneordning 
  • A-skattelåneordning
  • Udskydelse af betalingsfrister

Vi ser nærmere på de tre tiltag her.

Ny momslåneordning for SMV’er

Regeringen har endnu engang valgt at indføre en momslåneordning - ligesom den, der har været tidligere sidste år.

Det betyder, at du kan låne det beløb, du skal indberette i moms den 1. marts 2021, rentefrit.

Momsbetalingen 1. marts 2021 er en dobbeltindbetaling, der både indeholder 3. og 4. kvartal for de virksomheder, der betaler kvartalsvist og 1. og 2. halvår for de virksomheder, der betaler halvårligt.

SMVdanmark har den 3. februar 2021 fået afklaret med Skatteministeriet, at virksomheder, der ønsker at gøre brug af momslånet for betalingen den 1. marts, ikke behøver at indbetale beløbet først.

Det betyder, at det ikke bliver nødvendigt for dig at gå i banken for at låne penge midlertidigt for at finansiere din momsbetaling.

Du skal blot indberette din moms til SKAT, præcis som du plejer - og så lade vær med at indbetale beløbet.

I løbet af marts åbner SKAT for ansøgninger til lånet.

SKAT vil senere melde en trin-for-trin guide ud, så du nemt kan få styr på momslånet. Vi holder siden opdateret, så snart der er nyt.

Betingelser for at kunne søge om det rentefrie lån:

  • Beløbet, du kan låne, er baseret på dine momsangivelser. 
  • Du kan ikke søge om lånet, hvis din virksomhed er gået konkurs, under rekonstruktion eller tvangsopløsning.
  • Hvis du har gæld til det offentlige, vil det beløb, du får udbetalt, blive modregnet din gæld.

Det rentefrie lån skal senest tilbagebetales den 1. februar 2022.

Eksempel

Du har en virksomhed, der omsætter for 2 millioner kroner årligt. Du vil i gennemsnit skulle betale 175.000 kr. i moms pr. halve år. 

Den nye momslåneordning vil give dig muligheden for at tage et rentefrit lån på op til 300.000 kroner, der først skal tilbagebetales den 1. februar 2022. 

Du kan læse faktaarket om lånet her.

Hvordan ansøger du?

Det er endnu ikke muligt at søge om den nye runde momslån. SKAT vil åbne for ansøgninger i løbet af marts.

Vi opdaterer siden løbende. Du kan også følge med på www.virksomhedsguiden.dk og www.virk.dk, hvor du skal ansøge, når det åbner.

A-skattelåneordningen

For de danske virksomheder, der udbetaler løn, er der kommet en ny hjælpepakke i form af en A-skattelåneordning.

Det betyder, at du som virksomhedsejer kan søge om at låne det beløb, du har indbetalt i A-skat og AM-bidrag i januar, februar og marts måned 2021. 

Betingelser for at kunne søge om det rentefrie lån:

  • Beløbet, du kan låne, er baseret på din indberetning af A-skat og AM-bidrag for de pågældende måneder.
  • Du kan ikke søge om lånet, hvis din virksomhed er gået konkurs, under rekonstruktion eller tvangsopløsning.
  • Hvis du har gæld til det offentlige, vil det beløb, du får udbetalt, blive modregnet din gæld.

Det rentefrie lån skal senest tilbagebetales den 1. februar 2022.

Eksempel

Hvis din virksomhed har 4 medarbejdere, der hver har en gennemsnitlig bruttomånedsløn på 25.000 kroner, afregner du samlet set A-skat og AM-bidrag på ca. 24.000 kr. månedligt. 

Den nye A-skattelåneordning vil give dig muligheden for at tage et rentefrit lån på 72.000 kroner, da du kan låne 24.000 kr. om måneden, og lånet gør sig gældende for 3 måneder.

Lånet skal først tilbagebetales den 1. februar 2022. 

Du kan læse faktaarket om lånet her.

Hvordan ansøger du?

Du kan ansøge om det rentefri A-skattelån her: https://virk.dk/myndigheder/stat/SKST/selvbetjening/A_skat_Laan 

Du skal ansøge om lånet på virk.dk - og ansøgningen behandles af Skattestyrelsen. Skattestyrelsen behandler alle ansøgninger om lån inden for fem arbejdsdage.

Udskydelse af betalingsfrister

Grundet tidligere udskudte betalingsfrister skal virksomheder med medarbejdere betale dobbelt A-skat og AM-bidrag i maj 2021. 

Den dobbeltindbetaling i maj udskydes med 4,5 måned for alle virksomheder.

Det betyder, at du først skal betale A-skat og AM-bidrag for henholdsvis oktober 2020 og april 2021 i oktober 2021.

Hvad med negative renter?

Mange danske virksomheder kæmper med negative renter i deres banker, og det kan have en betydning for dig som virksomhedsejer, hvis du gør brug af ovenstående hjælpepakker.

Derfor forlænger regeringen perioden, hvor der ikke er loft på skattekontoen, så du kan sætte penge til side på skattekontoen og undgå negative renter af de beløb, du skal betale på et senere tidspunkt.

Tags: Tips til dig, der er selvstændig

Få gratis rundtur i Meneto

Er du blevet nysgerrig på, om Meneto er noget for dig? Du kan få en gratis rundtur i vores program herunder 👇

meneto-laptop