Vi kender det allesammen. Bekymringerne tager til og tvivlen begynder at melde sig. Har jeg nu fået indtastet det rigtige på min forskudsopgørelse?
Hvert år skal 30 % betale penge tilbage til skat. De er altså de uheldige vindere af et skattesmæk, fordi de ikke har haft styr på deres forskudsopgørelse.
Vi vil gerne afhjælpe dig med den tvivl! Så læs med i den her artikel, hvor vi fx gør dig klogere på hvad en forskudsopgørelse er, og hvorfor du skal rette i den.
- Hvad er en forskudsopgørelse
- Hvorfor skal jeg rette min forskudsopgørelse?
- Hvad er forskellen på en forskudsopgørelse og årsopgørelse?
- Hvordan udfylder jeg min forskudsopgørelse?
- Sådan undgår du skattesmæk
Hvad er en forskudsopgørelse?
En forskudsopgørelse er en form for budget over din forventede indkomst og skat for det kommende år. Du kan se forskudsopgørelsen i november.
Forskudsopgørelsen viser dig altså SKAT’s bud på, hvordan din skat bliver i det kommende år. Hvis du ikke laver nogle ændringer, vil din forskudsopgørelse tage udgangspunkt i året forinden.
De fradrag du får, i løbet af året, er beregnet på baggrund af din forskudsopgørelse. Så det er vigtigt, at du ændrer forskudsopgørelsen løbende i året, hvis der sker ændringer i din økonomi.
Hvorfor skal jeg rette min forskudsopgørelse?
Det er kun dig, der kan ændre i din forskudsopgørelse og forudsige din indkomst. SKAT ændrer ikke noget for dig, hvis der sker ændringer i dit liv, som påvirker din økonomi. Det er derfor dit ansvar alene at sikre, at din forskudsopgørelse er opdateret korrekt.
Det er vigtigt, at du har holder øje med din forskudsopgørelse, da de ændringer, der kan påvirke din økonomi har en betydning for skatter og renter, som du er forpligtet til at betale. Står det ikke korrekt i din forskudsopgørelse, kan du få et skattesmæk.
Det samme gælder for selvstændige, der har en enkeltmandsvirksomhed, da den virksomhedstype beskattes som personlig indkomst. Er du ejer af en enkeltmandsvirksomhed, skal du derfor angive din forventede omsætning for det kommende år.
Det kan være svært at forudsige økonomien som selvstændig. Du skal dog stadig give det dit bedst slag på tasken. Vi anbefaler også, at du går ind og justerer løbende i året, så du hele tiden holder din forskudsopgørelse ajour med din virksomheds økonomiske situation. På den måde kan du undgå en ekstra skatteregning, når året er omme.
Hvis du fx spår dit årsresultat til at blive 400.000 kr., og du skriver det ind i din forskudsopgørelse, bliver dine b-skatterater udregnet ud fra det beløb. Hvis det så viser sig, at dit årsresultat bliver 600.000 kr. i stedet, har du betalt skat af 200.000 kr. for lidt, og du vil derfor få en ekstra skatteregning ved årets udgang.
Sætter du derimod beløbet for højt, kommer du til at betale b-skatterater i løbet af året, der er højere end det, du rent faktisk skal betale. Det kan have en konsekvens for likviditeten i din virksomhed, fordi du fx skal betale en høj skat i måneder, hvor du ikke har tjent noget. Du får selvfølgelig pengene tilbage, når året er omme - men det kan stadig have nogle negative konsekvenser for likviditeten i løbet af året.
Som du nok kan høre, er det ekstremt vigtigt, at du bruger god tid på din forskudsopgørelse og gør dig umage, når du skal vurdere, hvad du kommer til at tjene i løbet af året.
Hvad er forskellen på en forskudsopgørelse og årsopgørelse?
Forskudsopgørelsen er fremadskuende, og er dit bud på din økonomi i året, der kommer. Årsopgørelse kan ses som dit regnskab for det år, der lige er færdigt. I årsopgørelsen kan du se, hvad du rent faktisk har tjent og betalt i skat.
Det er på din årsopgørelse, du kan se, om du skal have penge tilbage i skat - eller om du er den uheldige vinder af et skattesmæk.
Hvordan udfylder jeg min forskudsopgørelse?
Din forskudsopgørelse er tilgængelig fra november - og helt indtil den 31. december året efter. Det betyder, at du kan ændre og justere den hele indkomståret.
Når du skal udfylde din forskudsopgørelse, skal du logge ind på skat.dk med dit NemID. Her skal du vælge fanen “Se og ret din forskudsopgørelse”.
SKAT er så flinke, at de viser dig de rubrikker, de tror, er mest relevante for dig. Du kan derfor starte med at udfylde de rubrikker. Det vil typisk være din A-indkomst, fx din løn for året eller den omsætning, du forventer din enkeltmandsvirksomhed vil have.
Du skal ikke skrive det beløb, du får udbetalt - men derimod det beløb, der er før skat. Hvis din månedsløn fx er 35.000 kr., og du får udbetalt 22.000 kr., så er det de 35.000 kr., du skal skrive ind i din forskudsopgørelse ganget med 12, da der er 12 måneder i året.
Det er ikke kun din indkomst, du skal indtaste på din forskudsopgørelse. Du skal også udfylde de fradrag, du måtte have. Det kan fx være kørselsfradrag. Hvis rubrikkerne ikke kommer frem automatisk, skal du søge efter dem på din forskudsopgørelse.
Når du er færdig med at udfylde din forskudsopgørelse og tænker, at den er i vinkel, skal du trykke “Beregn” i bunden. Her kan du se din trækprocent, og hvad du skal betale i skat. Hvis du har lavet ændringer, kan du se et før og efter billede.
Tænker du, at det er, som det skal være, skal du trykke på “Godkend”. Og så har du udfyldt din forskudsopgørelse.
Sådan undgår du et skattesmæk
Mange har brug for hjælp til forskudsopgørelsen. Vi vil derfor gennemgå nogle af de ting, du skal være særligt opmærksom på, når du skal udfylde den. Ting, der kan have en betydning for det, du skal betale i skat og som er vigtige, hvis du vil undgå en ekstra skatteregning.

Få 8 gode råd til din forskudsopgørelse
- Undersøg, om din indkomst for året er indberettet korrekt. Det er din lønindkomst som lønmodtager, og som selvstændig er det din virksomheds resultat (overskud eller underskud), du skal tjekke.
- Har du fået et nyt arbejde? Hvis dine indtægter for året har ændret sig, er det vigtigt, at du husker at opdatere din forskudsopgørelse, så den matcher.
- Tjek, om du har haft andre indtægter end din A-indkomst. Det kan fx være honorarer eller personalegoder som fri telefon.
- Er du blevet gift eller skilt? Den er god nok. Din civilstatus kan have stor betydning for det, du skal betale i skat. Du skal fx være opmærksom på børne- og hustrubidrag og se, om der er en fordeling af renter på nogle fælles lån.
- Har du omlagt dit boliglån? Så er det rigtig vigtigt, at du tjekker dine rentebeløb både under indtægter og udgifter.
- Er du gået på barsel, pension eller blevet iværksætter? Så påvirker det din indkomst på den ene eller anden måde. Du skal derfor huske at indberette det.
- Er din boligsituation forandret? Hvis du er gået fra ejer til lejer eller omvendt, er der nogle forhold, du skal forskudsregistrere. Det kan fx være et lån under kapitalindkomst eller din ejendomsværdi, fordi der skal beregnes ejendomsskat.
- Dobbelttjek dit kørselsfradrag, hvis du fx har haft flere hjemmearbejdsdage, har haft barsel eller lignende. Du får nemlig kun fradrag for de dage, du reelt set er taget ind på din arbejdsplads.