Er du blevet nysgerrig på, om Meneto er noget for dig? Du kan få en gratis rundtur i vores program herunder 👇

3 tips: Sådan bliver dit regnskab nytårsklar

By Anna-Dora Maron

2021 venter for døren. Men 2021 kan hurtigt gå hen og blive kaotisk, hvis du ikke har orden i dit regnskab.

Et hurtigt kig i krystalkuglen viser, at næste år byder på udskudte frister, røde tal og i værste fald konkurser.

Undgå at din virksomhed bløder i 2021 ved at gøre dit regnskab nytårsklar. Vi har samlet tre tips til, hvordan du bedst ruster dig til det nye år.

# Tip 1: Giv dit regnskab en hovedrengøring

Juleferien er anderledes i år. Og når nu du alligevel ikke skal se så mange mennesker, kan du lige så godt bruge tiden fornuftigt ved at få ordnet de små hængepartier derhjemme.

Giv dit regnskab en hovedrengøring. Det gør dig både glad i låget, giver dig ro i maven og gør dig klar til at starte på en frisk i 2021.

Vi har samlet 4 trin til, hvordan du gør din hovedrengøring let som en leg:

Lav en bankafstemning

Start med at tjekke efter, om din bankkonto i dit regnskabsprogram stemmer overens med din nembank. På den måde sikrer du, at du har bogført alle dine indtægter og udgifter korrekt.

På din virksomheds bankkonto kan du se de penge, som dine kunder har indbetalt til dig, og de penge der er gået til betaling af regninger.

I dit regnskabsprogram kan du se dine fakturaer og bilag.

Når du bankafstemmer, skal du vælge en given periode, du tjekker efter for.

Læg mærke til, om alle dine posteringer på din virksomheds bankkonto stemmer med fakturaer og bilag i dit regnskabsprogram.

Gør de ikke det, har du muligvis glemt at bogføre en postering eller bogført forkert.

Der er to typiske fejl, der kan være sket, når det ikke stemmer.

Den ene typiske fejl er, at datoerne for en post i banken og i regnskabsprogrammet ikke stemmer overens.

Det kan for eksempel ske, når du har bogført en indtægt den 31. i måneden, men betalingen først er sket den 1. i måneden efter.

Den anden typiske fejl er, hvis du har bogført med en forkert pris. Her må du finde fejlen og rette til, så du får bogført med det rigtige beløb. Det er nemlig vigtigt, du får det hele til at stemme overens.

Når det hele stemmer, kan du få julefred i maven op til din årsafslutning.

Få din betaling

Der findes ikke noget værre end kunder, der ikke kan finde ud af at betale.

Sæt tid af til at inddrive betaling fra dårlige betalere. Start med at sende dem en påmindelse.

Modtager du stadig ikke betaling efter påmindelsen, kan du sende dem et rykkerbrev med rykkergebyr.

Hvis det heller ikke har effekt, skal du sende dem forbi inkasso.

Hvis det - i værste tilfælde - heller ikke hjælper, skal du registrere gælden som et tab på debitor i dit regnskab. Så kan du i nogle tilfælde få fradrag for beløbet.

Tæl dit varelager op

Hvis du har et fysisk varelager, skal du også have talt det op.

Tjek efter, om der er noget, der mangler, og om varebeholdningen stemmer overens med dit regnskab.

Det er helt normalt, at der kan være en mindre forskel mellem dit varelager og regnskab her og der, fordi du har lavet små fejl. Det gør ikke så meget.

Men er der en stor forskel mellem dit varelager og regnskab, må du se regnskabet efter sømmene for at se, hvad det kan skyldes.

Har der været tyve på spil? Eller er det fordi, flere varer er blevet ødelagt?

Kom i gang med årsregnskabet

Når du har orden i regnskabet, kan du ligeså godt få din årsafslutning af vejen.

Men inden du går i gang, skal du have regnskabsoplysninger om din virksomhed klar.

Her er nogle af de oplysninger, du skal have klar:

  • Din virksomheds cvr-nr.
  • Hvad du skylder eller skal have tilbage i moms, hvis du er momsregistreret
  • Oplysninger om revisorbistand

Har du en omsætning på mere end 300.000 kroner, skal du oplyse flere regnskabstal. Dem finder du i resultatopgørelsen og balancen.

Har du et selskab?

Du skal lave årsregnskab, når du du har et selskab.

Årsregnskab er en afslutning på dit regnskabsår, hvor du blandt andet laver en årsrapport, selvangivelse, efterposteringer, balance og resultatopgørelse.

Årsrapporten skal indeholde dele, som varierer afhængigt af, hvilken regnskabsklasse din virksomhed tilhører.

Typisk skal din årsrapport indeholde:

  • Ledelsespåtegning (med mindre der kun er ét medlem af ledelsen)
  • Resultatopgørelse
  • Balance
  • Noter (blandt andet redegørelse for anvendt regnskabspraksis)
  • Eventuelt en revisorpåtegning

Men sørg for at orientere dig på SKATs hjemmeside om, hvilke præcise krav der er til din årsrapport.

Har du en personligt ejet virksomhed?

For dig, der har en personligt ejet virksomhed, skal du lave en udvidet selvangivelse.

Når selvangivelsen er udvidet, er det fordi, du både skal udfylde skatteoplysninger for dig selv som privatperson og for din virksomhed.

Her er en oversigt over informationer, du skal have klar:

  • Din virksomheds resultater
  • Din virksomheds renteopgørelse
  • Din virksomheds regnskabsoplysninger

Informationerne skal du indtaste hos TastSelv.

Og gør det hellere nu, når du alligevel har informationerne klar.

Så er du helt klar til et nyt år i dit regnskab.

# Tip 2: Evaluér dit regnskabsår

Juhuu. Nu er du nået til det sjove.

Nu er det nemlig tid til at kigge tilbage på dit regnskabsår i bagklogskabens lys.

Hvad har du lært af 2020? Hvad kunne du have gjort anderledes? Og hvad kan du gøre bedre næste år?

Vi har samlet nogle punkter, du bør overveje.

Fik du bevist, at dit koncept virker?

Alt for mange virksomheder går konkurs, fordi en idé, der virkede på tegnebrættet, ikke har fungeret i virkeligheden.

Undgå at dit koncept ryger i skraldespanden ved at teste konceptet i mindre projekter.

Vis at dit produkt, service eller koncept løser et behov eller løser et problem. Det gør du bedst ved at afprøve det på flere end blot på én person.

Sælger du for eksempel uldsokker, skal du få flere til at teste dem i forskellige aldersgrupper end din mormor.

Det er også det, man kalder for proof of concept (på dansk: bevis af koncept).

Hvis du endnu ikke har gjort det, kan du overveje, om du skal prioritere det i 2021.

Prøv blandt andet at få iværksat mindre projekter, i stedet for at kaste dig ud i de helt store.

Det kan sandsynligvis spare dig for tid og penge, når du opdager, hvad du skal ændre hen ad vejen.

Fik du udnyttet dine digitale muligheder?

Da Mette lukkede Danmark ned i marts, måtte mange virksomheder låse døren for en længere periode.

Heldigvis kunne internettet redde mange virksomheder, der i stedet kunne sælge deres varer og ydelser online.

Men fik du gjort brug af den mulighed dengang? Ville det overhovedet have givet mening i dit tilfælde?

Det er aldrig for sent at gå online.

Hvis du i bagklogskabens lys kan se, at du burde sælge på internettet, er det bare med at komme igang.

Læg eventuelt en plan for, hvad du skal have på plads for at kunne bygge en funktionel hjemmeside.

Fik du brugt dine penge fornuftigt?

Det er det klassiske spørgsmål at stille sig selv.

Spørgsmålet er dog super vigtigt lige netop i år, hvor coronakrisen har blæst Danmark omkuld.

Men husk, at det ikke er meningen, at du skal få en dårlig smag i munden, når du tænker, hvad du har brugt penge på i 2020.

Prøv i stedet at forstå, hvad der lå bag dine valg og hvad, du fik ud af det. Skriv dem gerne ned, så du husker det senere.

På den måde kan du se, om der er nogle områder af din forretning, du kan optimere. Omsætter du for eksempel dine varer hurtigt nok? Og er der god balance mellem dine udgifter og indtægter?

Det er især en god idé, hvis du har taget et rentefrit momslån.

Så kan du sørge for, at pengene bliver brugt fornuftigt, så du let kan betale det tilbage i efteråret 2021.

# Tip 3: Læg en plan for 2021

Har du fulgt vores tips indtil nu, kan du så småt begynde at vinke farvel til 2020.

Men kig ikke for meget tilbage, for et nyt år venter forude. Et år, der bliver noget af en rutsjebanetur, hvis du ikke lægger en fornuftig plan for din virksomhed.

For at du ikke skal sidde med bøvlet helt alene, har vi vores egen lille forsinkede julegave til dig.

Lige nu kan du nemlig tilmelde dig vores webinar, hvor vi hjælper dig med at lægge en sund og holdbar plan for 2021.

Få blandt andet vores eksperters bedste tips og tricks til, hvordan du får økonomisk overblik i lyset af coronakrisen.

Du får også guides og tjeklister, der hjælper dig igennem året.

Og fik vi sagt, det er gratis?

Du kan læse mere og tilmelde dig her.

Tags: Tips til dig, der er selvstændig, Din virksomheds drift

Få gratis rundtur i Meneto

Er du blevet nysgerrig på, om Meneto er noget for dig? Du kan få en gratis rundtur i vores program herunder 👇

meneto-laptop